Alsidig personlig udvikling
”Alsidig personlig udvikling drejer sig om den stadige udvidelse af barnets erfaringsverden og deltagelsesmuligheder. Det forudsætter engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse.”
Gennem nærværende, anerkendende, kærlige og empatiske voksne vil børnene i Klynge IBØ-I opleve, at have tillid til egne potentialer og derved udvikle engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer till at deltage i fællesskaber.
Personalet støtter børnene i deres trivsel, udvikling og læring, så de kan føle sig trygge til at udfolde sig, udforske verdenen samt erfare sig selv i deres omgivelser.
"Min søn er et meget socialt menneske, og han er bare blomstret endnu mere efter han startede i Eventyrøen. Der er små og store sammenhænge han kan indgå i, der er spændende aktiviteter som han taler livligt om i dagevis, der er personale som interesserer sig for ham og som han kan charme, og han har mulighed for at få venner på tværs af alder fordi institutionen er integreret og der er fokus på samspil på tværs af alder, fx. med familiegrupper."
- Forældre citat, Maj 2021
I EventyrØen er vi opmærksomme på de forskellige følelser, børnene giver udtryk for i løbet af en dag og hjælper dem ved at sætte ord på for dem. Århhh, hvor blev du glad da Eva kom, Der blev du ked af det, da mor gik, Nu bliver du vred, fordi Adam tog din bil.
Ved hjælp af faste rutiner vil børnene opleve genkendelighed, som giver en grundlæggende tryghed, der giver gode muligheder for læring og udvikling. Mange situationer i løbet af en dag er gentagelser: Vi vasker hænder morgen og eftermiddag, vi synger kendte sange, vi henter og aflevere madvogne i køkkenet blandt meget meget mere. Gentagelserne giver børnene mulighed for at opleve, hvordan de udvikler sig.
Vi giver også børnene mulighed for at være selvhjulpne når de skal have tøj af og på og når vi spiser ved at lade dem tage mad på tallerkenen selv. Ved at lade dem selv oplever børnene at kunne selv.
I planlægningen af aktiviteter har vi fokus på at være i mindre grupper, da det skaber gode betingelser for nærvær, fordybelse og læring.
I EventyrØen arbejder vi med selvhjulpen i mange situationer og over hele dagen.
I garderoben er en gruppe vuggestuebørn kommet op fra legepladsen. Den voksne guider børnene i at tage tøjet af. Nogle skal have hjælp mens andre næsten kan det hele selv. De ældste hjælper de yngste med både at få støvler af og flyverdragten ned om benene. Den voksne er i gang med at hjælpe de helt små. De fleste børn ved, hvor deres plads er da alle børn har et billede af dem selv på deres plads. Med den voksnes hjælp får alle lagt deres tøj og støvler på deres pladser.
I den fri leg støttes børnene f.eks. i at samarbejde.
I en af legepladsens zoner er en gruppe børnehavebørn i gang med at grave et hul i sandkassen. De er ikke helt enige om, hvordan hullet skal være og der opstår uenighed blandt børnene. Den voksne, som er sammen med børnene, er bevidst om sin position. Hun har været deltagende passivt observerende og bliver aktiv ved at gå ind i legen. Hun byder ind med forslag til, hvordan alle kan være medbestemmende til, hvordan hullet skal være. Alle børnene bliver på denne måde mødt i deres forskellige initiativer og legen fortsætter.
|